En kvindelig bilist, der fredag ramte seks mennesker under en Black Lives Matter-protest i New York City, er sigtet for på hensynsløs vis at have udsat andre for fare.
Det skriver NBC News.
Flere blev kvæstet, da bilen fredag eftermiddag lokal tid satte i gang med et ryk inde i folkemængden, men ingen fik livstruende skader.
Ifølge to kilder inden for politiet omringede demonstranterne bilen og bankede på den.
Politiet oplyser ifølge NBC, at bilisten gik i panik og kørte frem for at komme væk, hvormed hun ramte flere og væltede både gående og folk på cykel.
Påkørslen fandt sted i området Murray Hill, som ligger på Manhattans østside.
Demonstrationen blev afholdt i solidaritet med ni immigranter uden papirer, som er gået i sultestrejke, mens de er tilbageholdt af de amerikanske indrejsemyndigheder i New Jersey.
Til NBC News forklarede et vidne om påkørslen:
– Bilen ramte mindst seks af vores ikke-voldelige demonstranter, så vidt jeg ved, fortæller øjenvidnet.
– Jeg hørte folk, der skreg oppe foran. Jeg så bag mig, og en kvinde brager bare igennem det hele.
/ritzau/