Intensivafdelingerne i stort område i Californien er fyldt op

Antallet af ledige senge på intensivafdelingerne i San Joaquin Valley i delstaten Californien er for første gang nul som følge af de mange covid-19-patienter.

Det meddeler statslige embedsmænd lørdag lokal tid, skriver nyhedsbureauet AP.

Dagen før var den ledige kapacitet 4,5 procent, oplyser sundhedsministeriet i Californien.

Over 60 procent af Californiens 40 millioner indbyggere bor i området omkring San Joaquin Valley og i den store region Southern California. I sidste uge fik indbyggerne i de to regioner besked på at holde sig hjemme for ikke at overbelaste hospitalerne.

Overfyldte intensivafdelinger har været en stor bekymring.

Ifølge AP står det ikke umiddelbart klart, hvordan hospitalerne i San Joaquin Valley vil reagere på den opbrugte kapacitet.

I Imperial County opstillede hospitalet El Centro Regional Medical Center for nylig et telt på parkeringspladsen med plads til 50 patienter, der ikke er covid-19-patienter.

Sundhedsembedsmænd siger, at den voldsomme stigning i antallet af personer smittet med coronavirus skyldes, at folk ignorer reglerne om at bære mundbind og holde afstand.

Embedsmændene har udtrykt frygt for, at smitteraten og antallet af hospitalsindlæggelser vil fortsætte med at stige, så længe at folk ignorerer beskeden om at blive hjemme, skriver AP.

Restriktionerne er de strengeste siden en nedlukning i Californien i foråret og er blevet mødt med trods fra blandt andre virksomhedsejere, der siger, at restriktionerne vil ødelægge deres forretninger.

Seks amter i området omkring San Francisco Bay samt byen Berkley har valgt at indføre deres egne nedlukningsrestriktioner uafhængigt af staten.

Torsdag tilsluttede Sonoma County sig gruppen. Amtet implementerer sin egen nedlukning fra lørdag, skriver AP.

En opgørelse fra Johns Hopkins University viser tidligt søndag morgen dansk tid, at 20.958 mennesker er døde som følge af coronavirus i Californien. For hele USA er dødstallet knap 300.000.

/ritzau/