FDA godkender coronavaccine til nødbrug i USA

USA’s lægemiddelstyrelse, FDA, har fredag lokal tid godkendt en coronavaccine fra selskaberne Pfizer og Biontech til nødbrug i USA.

Det annoncerer præsident Donald Trump i en video på Twitter natten til lørdag dansk tid.

Ifølge Donald Trump vil vaccinen blive uddelt inden for 24 timer.

– Jeg er stolt over at kunne sige, at denne vaccine vil være gratis for alle amerikanere, siger han.

– Sammen med vores partnere FedEx (amerikansk fragtservice, red.) og UPS (kurerfirmaet United Parcel Service, red.) er vi allerede begyndt at distribuere vaccinen til hver eneste stat og hvert eneste postnummer i landet. Den første vaccine vil blive uddelt om mindre end 24 timer.

– Det er guvernørerne, der bestemmer, hvor i deres stat vaccinen skal hen, og hvem der får den først, siger Trump.

Han tilføjer, at regeringen ønsker, at vaccinen i første omgang skal gives til de ældre, sundhedsarbejderne og dem i frontlinjen.

The New York Times, der har talt med kilder tæt på FDA’s beslutning, skriver, at godkendelsen betyder, at millioner af sårbare amerikanere vil kunne begynde at modtage vaccinen inden for få dage.

Avisen kalder FDA’s nødautorisation “et historisk vendepunkt” i en pandemi, der har kostet flere end 290.000 liv i USA.

Med tilladelsen bliver USA det sjette land i verden – efter Storbritannien, Canada, Mexico, Saudi-Arabien og Bahrain – til at godkende vaccinen fra amerikanske Pfizer og tyske Biontech.

Godkendelsen fra FDA kommer i kølvandet på en række ekstraordinære begivenheder fredag morgen i USA.

Blandt andet skulle stabschefen i Det Hvide Hus, Mark Meadows, fredag have lagt pres på chefen for FDA, Stephen Hahn, for at godkende vaccinen til nødbrug, inden dagen var omme.

Unavngivne kilder fortæller således til The Washington Post, at stabschefen har truet Hahn med fyring, hvis det ikke skete.

/ritzau/