Kvindelig journalist skudt og dræbt i Afghanistan

En kvindelige afghansk tv-journalist og aktivist blev torsdag skudt og dræbt i Afghanistan.

Det meddeler tv-stationen, hvor hun var ansat. Drabet sker, efter at radikale islamister har optrappet vold mod kvinder, der arbejder uden for deres hjem.

– Malalai Maiwand, som var i 20’erne, blev slået ihjel sammen med sin chauffør Mohammad Tahir i den østlige by Jalalabad, da de var på vej på arbejde, oplyser den private tv-station Enekaas, som hun arbejdede for.

Hun er den anden journalist, som er blevet dræbt inden for en måned. Malalai Maiwands mor, som også var aktivist, blev dræbt af ukendte bevæbnede mænd for fem år siden.

Malalai Maiwand havde talt åbent om, hvor svært det er at være journalist i Afghanistans ultrakonservative patriarkalske system. For nylig blev en 33-årig kvinde Khatera skudt og stukket med en kniv i øjnene, fordi hun arbejdede. Det strider imod islamistiske gruppers ønsker.

Hun og de lokale myndigheder siger, at det var militante fra Taliban, som stod bag angrebet. Hun siger, at hendes far havde fortalt islamistiske grupper om, at hans datter mod hans ønske havde fundet et arbejde.

Ved angrebet mistede Khatera ikke kun sine øjne. Hun fik også knust sin drøm om at få sit eget uafhængige liv.

En talskvinde for den afghanske præsident, Ashraf Ghani, siger, at de mænd, der dræbte den unge journalist, ikke vil blive tilgivet – heller ikke når en fredsaftale engang er indgået.

Mange kvinder har i det daglige fået bedre forhold, efter at Taliban blev fjernet fra magten i Afghanistan efter en amerikanskledet invasion i 2001.

Men volden er optrappet igen. De Afghanske Journalisters Sikkerhedskomité, der overvåger journalisters sikkerhed i landet, advarer om, at mange års fremgang kan blive undergravet på kort tid.

– Hvis drabene på journalister ikke stopper, så vil det være et tilbageslag for et af de vigtigste fremskridt i Afghanistan, som er pressefriheden, hedder det i et tweet fra komitéen.

Samtidig advarer FN om, at der sker udbredt vold mod kvinder i den krigshærgede nation.

For få uger siden blev en reporter fra Radio Liberty, Aliyas Dayee, dræbt af en bilbombe, efter at han tidligere var blevet truet af Taliban.

USA har for øjeblikket 4500 soldater i Afghanistan. Styrken reduceres til 2500, inden præsident Donald Trump forlader Det Hvide Hus den 20. januar.

Trump håber, at alle amerikanske soldater vil være ude af Afghanistan i maj næste år.

/ritzau/AFP