Merkel: Højt dødstal må medføre flere restriktioner

Forbundskansler Angela Merkel siger onsdag, at det er nødvendigt med hårdere restriktioner for at få dæmmet op for udbredelsen af covid-19 i Tyskland. Det sker efter, at antallet af corona-relaterede dødsfald er nået op på en dyster rekord på knap 600 mennesker i døgnet.

– Når der bygges boder til gløgg, når der bygges boder til salg af vafler, så er det ikke i tråd med det, der er vedtaget omkring takeaways for mad- og drikkevarer, sagde forbundskansleren i en tale i Forbundsdagen onsdag med henvisning til de traditonelle tyske julemarkeder.

– Det gør mig virkelig ondt. . . Men hvis prisen er dødstal på 590 mennesker dagligt, så er det efter min mening ikke acceptabelt.

Ministerpræsidenten i den østlige delstat Sachsen, Michael Kretschmer, advarede onsdag om, at delstaten kan blive lukket nærmest helt ned på grund af coronasmitte, som allerede har medført, at de fleste indbyggere i området skal blive i deres hjem.

Sachsen er den hårdest ramte af de 16 delstater. Det er obligatorisk at bære mundbind, og alkohol er forbudt i en del områder

Formelt skal en beslutning om yderligere restriktioner i Sachsen træffes af delstatsregeringen fredag. Der er udsigt til, at en nedlukning kan starte mandag den 14. december og fortsætte frem til den 10. januar. I den periode ventes detailhandlen og skoler at blive lukket.

Sachsen har for øjeblikket det højeste smittetal i Tyskland . Tirsdag var der konstateret 319,4 nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af de seneste syv døgn. Det skriver Flensborg Avis.

En meningsmåling viser, at næsten halvdelen af tyskerne er parate til at overtræde coronavirus-restriktioner, selv om et stort flertal i befolkningen går ind for dem.

Over 42 procent af de adspurgte i en undersøgelse fra Münchens Bundeswehr Universitet siger, at de under visse omstændigheder vil overtræde de gældende regler og restriktioner, som blandt andet har medført lukkede barer og restauranter.

– Et uforholdsmæssigt stort antal mener fejlagtigt, at de er bedre til at vurdere situationer end gennemsnittet, hvilket er baggrunden for, at de går ind for restriktioner for andre mennesker, men ignorerer dem selv, siger professor Philipp Rauschnabel, som har været med til at foretage undersøgelsen for universitetet.

/ritzau/AFP