Det Hvide Hus foreslår corona-hjælpepakke på 916 milliarder

USA’s finansminister, Steven Mnuchin, har tirsdag præsenteret et forslag om en ny corona-hjælpepakke på 916 milliarder dollar. Beløbet svarer til omkring 5631 milliarder kroner.

Det Hvide Hus håber, at forslaget kan hjælpe med at få afsluttet et flere måneder langt dødvande i Kongressen omkring yderligere hjælp til USA’s coronaramte økonomi.

Den foreslåede hjælpepakke er en smule større end den 908 milliarder dollar store hjælpepakke, som en tværpolitisk gruppe af senatorer præsenterede i sidste uge.

Pakken indeholder penge til delstats- og lokalregeringer. Samtidig er der afsat penge til at hjælpe virksomheder, skoler og universiteter med at opfylde deres økonomiske forpligtelser.

Det siger Steven Mnuchin i en meddelelse.

Netop de elementer har været et knudepunkt i forhandlingerne mellem Demokraterne og Republikanerne.

Mnuchin siger, at han tirsdag aften præsenterede forslaget for formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Senere gennemgik han også forslaget med præsident Donald Trump og den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

– Jeg ser frem til, at vi kan opnå tværpolitisk enighed, så vi kan yde kritisk økonomisk hjælp til amerikanske arbejdere, familier og virksomheder, siger Mnuchin.

/ritzau/AFP