Demens er blandt de ti mest almindelige dødsårsager globalt

Demens er for første gang blevet opgjort som en af de ti mest almindelige dødsårsager i verden.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO, onsdag.

Demens rangerer som nummer syv på listen, lyder det fra WHO på baggrund fra data fra 2019.

I Europa og USA er demens den tredjemest almindelige dødsårsag.

Der er desuden en overvægt af kvinder blandt personer, der dør af demens. 65 procent af alle demensdødsfald er kvinder, viser opgørelsen fra WHO.

Den mest almindelige dødsårsag i verden sidste år var hjertesygdomme, strokes, KOL, infektioner i de nedre luftveje og alvorlige sygdomme blandt nyfødte.

Kræft i luftvejene, demens, diarré, diabetes og nyresygdomme er de øvrige mest almindelige dødsårsager på listen.

Ligesom demens optræder også diabetes på top ti for første gang.

Diabetesrelaterede dødsfald er steget med 70 procent på verdensplan mellem 2000 og 2019. Blandt mænd er stigningen på 80 procent.

En talsmand for WHO oplyser, at covid-19 er på vej til at blive en del af top ti over de mest almindelige dødsårsager i 2020.

Indtil videre er mere end 1,5 personer registreret døde med coronavirus på verdensplan.

Rapporten fra WHO viser desuden, at den gennemsnitlige levealder er steget med hele seks år siden 2000. I 2019 er gennemsnitslevealderen 73 år på verdensplan.

/ritzau/dpa