Medie: Biden vælger eks Obama-general som forsvarsminister

USA’s kommende præsident, Joe Biden, har valgt den pensionerede general Lloyd Austin som sin forsvarsminister. Austin havde ansvaret for amerikanske styrker i Mellemøsten under tidligere præsident Barack Obama.

Det skriver Politico mandag og citerer tre kilder med kendskab til beslutningen.

67-årige Austin ser dermed ud til at blive den første sorte forsvarsminister i USA’s historie.

Med valget forbigår Biden Obamas tidligere forsvarsrådgiver Michèlle Flournoy. Hun blev ellers af flere set som den ledende kandidat til jobbet. Det ville have gjort hende til den første kvindelige forsvarsminister.

Biden er på det seneste kommet under pres for at nominere flere minoriteter til stillinger i den kommende regering.

Lloyd Austin, der stod i spidsen for den amerikanske forsvarskommando under Obama, har brug for at få en dispensation af Kongressen, da det er mindre end syv år siden, at han gjorde tjeneste.

Det er anden gang på fire år, at chefen for forsvarsministeriet i Pentagon har brug for dispensation fra Kongressen, efter at præsident Trump valgte den pensionerede general James Mattis som sin første forsvarsminister.

Austins nominering forventes at blive mødt med kritik af flere progressive grupper, fordi hans nuværende bestyrelsesposter i flere virksomheder kan skabe interessekonflikter.

Austin sidder blandt andet i bestyrelsen hos våbenproducenten Raytheon Technologies.

Joe Biden, der bliver indsat som USA’s næste præsident 20. januar, lader til de seneste dage at have fået flere medlemmer af sin kommende regering på plads.

Mandag skrev flere amerikanske medier, at han har udset sig Californiens justitsminister, Xavier Becerra, som kommende sundhedsminister.

For nylig har Biden også udpeget Rochelle Walensky, der leder afdelingen for smitsomme sygdomme på Massachusetts General Hospital i Boston, som ny chef for USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC)
/ritzau/Reuters