Joe Biden regner med neddæmpet indsættelsesceremoni

Når Joe Biden den 20. januar skal indsættes som USA’s nye præsident, vil det ske i skyggen af coronapandemien.

For en sikkerheds skyld ønsker Biden en nedskaleret ceremoni. Det sker for at undgå spredning af smitte blandt tilskuerne.

Det siger den 78-årige demokrat, som besejrede præsident Donald Trump ved valget den 3. november, fredag.

Biden forventer som sine forgængere at blive svoret ind på en scene, som er ved at blive opført foran Capitol Hill i forbundshovedstaden Washington D.C.

Men han vil foretrække at undgå de store menneskemængder, som typisk samler sig på National Mall eller stiller sig op langs Pennsylvania Avenue, hvor Det Hvide Hus har adresse, for at overvære den historiske begivenhed.

– Jeg går ud fra, at der sandsynligvis ikke bliver en gigantisk indsættelsesparade ned ad Pennsylvania Avenue. Mit gæt er, at du vil se en masse virtuel aktivitet i stater over hele USA, som vil inddrage endnu flere mennesker end tidligere, siger Joe Biden fredag fra sit hjem i Wilmington i Delaware.

Donald Trump og hans nærmeste medarbejdere har adskillige gange lagt sig ud med amerikanske medier, og den tendens begyndte, næsten før Trump havde haft sin første arbejdsdag.

Efter indsættelsen af Trump i januar 2017 langede hans daværende talsmand, Sean Spicer, ud efter medier for at offentliggøre fotografier, der viste menneskemængder, som var væsentlig mindre, end da forgængeren Barack Obama otte år tidligere blev taget i ed som USA’s første sorte præsident.

Joe Biden oplyser, at hans medarbejdere arbejder sammen med det samme hold, som stod for at arrangere Det Demokratiske Partis konvent i august. Konventet blev i det store og hele afholdt online.

Ceremonien med at indsætte en ny præsident indledes normalt med, at den afgående og den tiltrædende præsident sammen kører fra Det Hvide Hus til Capitol Hill, hvor Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, ligger.

Efter at være svoret ind kører den nye præsident så langs Pennsylvania Avenue tilbage til præsidentboligen, mens den forhenværende præsident takker af ved at forlade stedet – typisk i en helikopter.

Trump, som nægter at erkende sit valgnederlag, har ikke oplyst, om han vil deltage i indsættelsen af Biden.

/ritzau/Reuters