En ulykke i en kulmine i Kina har fredag kostet 18 personer livet. De omkomne var blandt 24 personer, som af uvisse årsager blev fanget i den underjordiske kulmine og var ude af stand til at slippe ud.
Ulykken er sket i en mine i byen Chongqing i det sydvestlige Kina. Det meddeler det statslige medie Xinhua lørdag.
Det er anden mineulykke i regionen inden for kort tid.
Den seneste dødsulykke indtraf fredag eftermiddag lokal tid i en mine, der har være lukket i flere uger. Arbejderne var i gang med at afmontere udstyr i minen, da et eller andet gik galt.
Minen blev bygget i 1975 og kunne producere 120.000 ton kul om året. Siden 1998 har minen været drevet af et privat selskab, skriver Xinhua.
I 2013 blev tre arbejdere dræbt i en ulykke i minen.
Redningsmandskab har fået en person ud i live, og indsatsen for at komme de øvrige indespærrede til undsætning fortsætter.
Kinas kulminer rangerer blandt verdens farligste. I slutningen af september mistede 16 arbejdere livet i en kulmine nær Chongqing.
Kul som energikilde spiller en vigtig rolle i Kinas økonomiske udvikling. Kina er både verdens største producent og forbruger af kul.
Mineselskaber i Kina er blevet beskyldt for at tilsidesætte hensynet til de ansattes sikkerhed i jagten på profit.
Efter 14 kulminearbejdere blev dræbt i en eksplosion i Guizhou-provinsen i december sidste år, og fem andre dagen efter druknede i en oversvømmet mine i nærheden, blev mineselskaber af myndigheder beordret til at skærpe sikkerheden for de ansatte.
/ritzau/Reuters