Norge venter at vaccinere 1,2 millioner inden april

Norge forventer at kunne begynde de første vaccinationer mod coronavirus tidligt næste år. Vaccinen bliver gratis og frivillig.

Ældre og personer i risikogrupper vil blive prioriteret først – og derefter bliver sundhedspersonale prioriteret.

Det siger Norges sundhedsminister, Bent Høie, på et pressemøde fredag, hvor den norske vaccineplan bliver præsenteret.

Norge vil få de samme antal doser som Danmark, Sverige og resten af EU-landene i forhold til landenes indbyggertal.

I de første tre måneder af 2021 venter Norge således at få 2,5 millioner vaccinedoser fra virksomhederne Pfizer, Moderna og Astrazenica.

Det vil i alt sikre, at 1,25 millioner personer kan blive vaccineret mod coronavirus. Forskellen i tallene skyldes, at nogle vacciner kræver, at man får to doser for at blive beskyttet mod virusset.

– 1,2 millioner nordmænd kan få vaccinen i første omgang. Det er 70 procent af alle i risikogruppen og ansatte, der arbejder med udsatte grupper, siger Bent Høie ifølge NTB.

Derefter ventes resten af befolkningen kunne få adgang til vaccinen i løbet af det første halvår af 2021.

– Til sommer kan vi dermed få en mere normal hverdag, siger Bent Høie.

Norge har 5,3 millioner indbyggere.

/ritzau/