Hongkong-aktivist på besøg i Danmark vil gå i eksil

Hongkong-aktivist Ted Hui, der er på besøg i Danmark, vil gå i eksil.

Det oplyser Thomas Rohden og Anders Storgaard, der har været med til at få ham til Danmark, i en mail.

– Der er ingen ord, der kan forklare min smerte, og det er svært at holde tårerne tilbage, siger Ted Hui.

Aktivisten står over for flere anklager for pro-demokratiske aktiviteter i Hongkong, der kan koste ham flere år i fængsel.

Under sit ophold i Danmark har han kunnet se flere aktivister få domme på flere måneders fængsel.

En af dem er den ledende aktivist Joshua Wong, som har fået 13,5 måneders fængsel for at have deltaget i ulovlige protester.

Ted Hui kom til Danmark i tirsdags. Han vil – i hvert fald midlertidigt – rejse til Storbritannien. Det sker ifølge Politiken fredag.

Han agter dog ikke at søge asyl i noget andet land, da Hongkong er hans hjem, siger han.

– Jeg vil vente på den dag, jeg kan tage hjem med frihedsklokkerne ringende i et frit Hongkong, siger Ted Hui.

/ritzau/