Valgleder advarer Trump: Nogen kommer til at blive dræbt

En topembedsmand fra valgkommissionen i delstaten Georgia har bønfaldet den amerikanske præsident, Donald Trump, om at stoppe med at udfordre valgresultatet.

Ifølge Gabriel Sterling, leder af delstatens afstemningssystem, inspirerer Trumps retorik og påstande om valgsvindel andre til at “begå potentielle voldshandlinger”.

Det siger den republikanske leder på et pressemøde tirsdag.

– Stop med at inspirere folk til at begå potentielle voldshandlinger. Nogen kommer til at blive såret, nogen kommer til at blive skudt, nogen kommer til at blive dræbt, siger Sterling og tilføjer:
– Det hele er gået for vidt. Og det skal stoppe nu.

Sterling siger, at truslerne siden valget er blevet så intense, at politibetjente er stationeret ude foran hans hus.

Den republikanske embedsmand melder også, at ægtefællen til Georgias delstatsminister Brad Raffensperger har fået “seksuelle trusler” på sin mobil.

En medarbejder har desuden modtaget dødstrusler.

– Det her må stoppe nu. Hr. præsident, du har ikke fordømt sprogbrug eller handlinger. Vi har brug for, at du står frem, og hvis du gerne vil være en leder, må du lede, siger Sterling.

Siden valget den 3. november har Trump og andre republikanere gentagne gange hævdet, at der var blevet svindlet med valgresultatet.

En talsmand fra Trump-kampagnen har efter Sterlings udtalelser sagt, at den forsøger at sikre, at “alle lovlige stemmer bliver talt”. Men “ingen bør tage del i vold og trusler, og hvis det er sket, fordømmer vi det”.

/ritzau/Reuters