Anklagere efterforsker mulig betaling for Trump-benådninger

USA’s præsidents særlige ret til at benåde folk er blevet omdrejningspunkt for en kriminalefterforskning.

Landets justitsministerium undersøger således et muligt forsøg på at påvirke Det Hvide Hus til at tildele benådninger og straffritagelser.

Det fremgår af et retsdokument offentliggjort tirsdag.

Store dele af det 18 sider lange dokument er overstreget, så det vides ikke, hvem der efterforskes, og hvem der eventuelt er blevet søgt benådet. Men flere individer er genstand for efterforskning.

Aktuelt efterforskes to spor.

Føderale anklagere mener ifølge dokumentet at have beviser for, at der har været en plan om bestikkelse, hvor der er “blevet tilbudt betragtelige politiske donationer til gengæld for en præsidentiel benådning eller en fritagelse for straf”.

I en anden sag undersøges et “hemmeligt lobbyprogram”, hvor to ikke nærmere identificerede enkeltpersoner “agerede som lobbyister over for centrale embedsmænd i Det Hvide Hus”.

Det er sket, uden at de to personer har levet op til lovkrav om åbenhed om lobbyindsatser.

Der er dog angiveligt ikke nogen personer i det amerikanske regeringsapparat, der er genstand for undersøgelse. Det siger en anonym embedsmand i justitsministeriet tirsdag aften lokal tid.

/ritzau/Reuters