Mand som var indespærret af sin mor skal afhøres

En 41-årig mand, som menes at være blevet holdt indespærret af sin mor i en lejlighed syd for Stockholm, skal afhøres af politiet, skriver den svenske avis Expressen tirsdag. Mandens 70-årige mor er anholdt.

Ifølge Expressen var det en kvindelig slægtning, som skaffede sig adgang til lejligheden, da hun fik at vide, at mandens mor var blevet indlagt.

I den overfyldte og ildelugtende lejlighed fandt hun den 41-årige siddende i mørket – afkræftet og svært medtaget. Han kunne dårligt tale, var tandløs og hans krop var dækket af sår.

Manden blev mandag hasteopereret på et hospital, og svensk politi oplyser tirsdag, at han efter planen skal afhøres om kort tid-
– Politiet kommer til at tale med manden senere tirsdag. Kvinden nægter at have handlet i strid med nogen lov, og hun vil også om kort tid blive afhørt med en forsvarer til stede, oplyser politiadvokat Emma Olsson i en pressemeddelelse.

Flere kilder har sagt til Aftonbladet at moren, på grund af en tidligere hændelse i familien, var “svært overbeskyttende”, og derfor havde taget sin søn ud af skolen. Familiemedlemmer siger til Expressen, at manden formentligt har været holdt indespærret af moren, siden han blev taget ud af skolen som 12-årig.

– Det lykkedes for moren at manipulere samfundet i alle de år. Det er frygtelig, at han er blevet frarøvet hele sit liv, siger den kvindelige slægtning, som fandt den 41-årige.

– Det var som at træde direkte ind i en skrækfilm, fortæller familiemedlemmet til den svenske avis.

Hun sørgede omgående for, at manden blev bragt til sygehuset Nye Karolinska i en ambulance.

Den kvindelige slægtning har over for politiet oplyst, at hun i årevis havde haft en mistanke om, at sønnen blev holdt indespærret i morens lejlighed.

Da hun i weekenden fik at vide, at den mistænkte kvinde var på hospitalet, begav hun sig søndag til lejligheden, hvor hun fik hun sine værste anelser bekræftet.

Hun var som ung urolig for, at den mistænkte mor nedbrød sin søn psykisk. Men ingen andre i familien ville lytte til hendes bekymringer.

Lejligheden mindede om en losseplads, har slægtningen fortalt.

/ritzau/