FN: Pandemi får behov for nødhjælp til at eksplodere i 2021

FN har sendt en appel ud om støtte på knap 218 milliarder kroner.

Behovet for nødhjælp er større end før på grund af coronapandemien, som har ramt millioner og atter millioner mennesker hårdt, lyder det fra verdensorganisationen.

Samtidig står flere områder af verden potentielt over for hungersnød.

Appellen er sendt ud på baggrund af et årligt overblik over behovet for humanitær nødhjælp.

FN anslår, at omkring 235 millioner mennesker vil få brug for en eller anden form for nødhjælp næste år. Det er en stigning på 40 procent i forhold til sidste år.

– Stigningen skyldes næsten udelukkende covid-19, siger FN’s nødhjælpskoordinator, Mark Lowcock, ved et pressemøde.

Rapporten anslår, at en ud 33 mennesker i hele verden vil få behov for nødhjælp.

Hvis de alle boede i et land, ville det land være verdens femtestørste.

Den årlige appel fra FN og andre humanitære organisationer tegner sædvanligvis et dystert billede af situationen verden over.

De største udfordringer plejer at være konflikter, store mængder fordrevne mennesker, naturkatastrofer og klimaforandringer.

Nu lyder advarslen, at coronapandemien rammer fattige i højere grad end andre, samt at pandemien er med til at forstærke de kendte problemer.

– Det billede, som vi kan præsentere, er det mest dystre og mørke i forhold til den kommende periodes humanitære behov, vi nogensinde har sendt ud, siger Lowcock.

/ritzau/AFP