Coronavaccine får OECD til at tro på ny global vækst i 2021

De vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation (OECD) tror på, at den globale økonomi i 2021 kan vende tilbage til niveauet før coronakrisen. Det vil en vaccine mod covid-19 hjælpe med til.

Men genopretningen kommer formentlig ikke alle lige meget til gode, fremgår det af OECD’s seneste statusrapport ifølge AFP.

Dansk økonomi er ifølge OECD et af de lande, der ikke følger takten i det generelle opsving i 2021.

Udsigten til, at flere vacciner inden for de næste uger er på vej mod corona, har skabt en forsigtig optimisme. Det kommer efter et år med 1,4 millioner døde med covid-19.

– For første gang, siden pandemien begyndte, er der nu håb om en lysere fremtid, skriver OECD’s cheføkonomom, Laurence Boone.

– Fremskridt med vaccinen og behandlingen har øget forventningerne, og usikkerheden er vigende, konstaterer han.

OECD ser et fald i den globale vækst i 2020 på 4,2 procent. Men det vil blive afløst af en fremgang på 4,2 procent i 2021.

Dansk økonomi forventer OECD vil få et fald på 3,9 procent i år og en fremgang på 1,8 procent i 2021.

Cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank siger, at situationen lige nu er bedre, end man troede ved starten af coronakrisen.

– For hver gang OECD kommer med en prognose, bliver det bedre og bedre, men decideret godt bliver 2020 aldrig, siger han.

– I et historisk perspektiv kommer 2020 uanset hvad til at fremstå som et økonomisk kollaps, mener han.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, tror, at Danmark skal hen til 2022, før det danske bnp er på samme niveau som før coronakrisen.

Storbritannien, der er ramt af brexit og en hård omgang med covid-19, står til et økonomisk fald i år på 11,2 procent, siger OECD. Men en fremgang i 2021 på 4,2 procent.

Men det sker med en advarsel til den britiske regering, at man ikke kan spare sig til vækst. Staten må åbne for pengekassen for at stimulere økonomien.

/ritzau/