WHO vil gøre alt for at klarlægge baggrund for covid-19

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger, at den “vil gøre alt” for at få klarlagt, hvordan covid-19 opstod. Det skriver AFP.

– Vi ønsker at kende oprindelsen til pandemien, og vi vil gøre alt for at finde frem til den, siger WHO’s øverste chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus, til journalister.

Han retter samtidig en indtrængende opfordring til kritikere, som beskylder WHO for at have underlagt sig Kina, til at holde med at “politisere” sagen.

WHO siger, at det har modtaget forsikringer fra Kina om, at et hold internationale eksperter snart kan rejse til landet for få kastet lys over årsagen til og udviklingen af covid-19. Det siger WHO’s krisedirektør, Michael Ryan.

Mange eksperter er gået væk fra teorien om, at udbruddet begyndte på et dyremarked i storbyen Wuhan, men at det snarere blev forstærket der.

Næsten 63 millioner er verden over bekræftet smittede med coronavirus, siden virusset først blev opdaget i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af 2019.

Smitten har haft stor indvirkning, og mange lande er lukket ned med restriktioner og op igen i takt med smitteudviklingen.

WHO har igangsat en undersøgelse af, hvordan coronapandemien begyndte.

Organisationen har i den forbindelse meddelt, at søgningen begynder i den kinesiske storby Wuhan, hvor virusset først blev identificeret.

Både kinesiske statsmedier og forskere har dog forsøgt at overbevise verden om, at virussen kan være opstået andre steder end i Wuhan.

Kinas præsident, Xi Jinping, lovede allerede i maj støtte til det flertal af verdens lande, som ønsker en uafhængig undersøgelse af pandemien, men først når den er under kontrol.

Xi hævdede, at Kina hele tiden har været transparent omkring udbruddet af coronavirus.

/ritzau/AFP