Skotsk regeringsleder lover ny afstemning om løsrivelse

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, siger mandag, at hun vil forsøge at få en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse i stand, hvis hendes Skotske Nationalparti, SNP, vinder et parlamentsvalg i maj.

Sturgeon er leder af SNP og af den skotske regering. Hun siger, at hun vil gøre det kommende valg til et spørgsmål om skotsk selvstændighed.

– Til maj næste år vil vi bede Skotlands befolkning om at have tillid til, at vi kan fortsætte med at opbygge et bedre land, siger Sturgeon, som mandag talte på SNP’s årlige landsmøde, som blev holdt virtuelt på grund af coronapandemien.

– Jeg vil forsøge at få folkets bemyndigelse til en lovlig folkeafstemning, som skal holdes i den første del af den næste parlamentssamling, siger Sturgeon.

Hun tilføjer, at skotterne sammen må diskutere fundamentale spørgsmål, om hvem er bedst placeret til at sikre Skotlands økonomiske genopretning og opbygge en bedre fremtid?
Sturgeon har allerede indledt en massiv kampagne.

Meningsmålinger i de seneste måneder har vist en markant fremgang til Sturgeon og hendes parti.

En del af baggrunden er også, at Skotlands politiske ledelse har vundet popularitet på deres håndtering af coronakrisen, hvilket ikke har været tilfældet for premierminister Boris Johnson.

Et flertal af de skotske vælgere er ifølge meningsmålingerne indstillet på uafhængighed, skriver nyhedsbureauet AFP.

I 2014 fik vælgerne i Skotland mulighed for at stemme om, hvorvidt Skotland fortsat skulle være en del af Det Forenede Kongerige, der også omfatter England, Wales og Nordirland.

45 procent stemte ja til løsrivelse, mens 55 procent mente, at Skotland fortsat skulle være en del af det historiske fællesskab.

Et væsentligt argument for nej-siden dengang var, at Skotland ville miste sit medlemskab af EU, hvis landet ikke længere var en del af Storbritannien.

/ritzau/AFP