Kvinde er mistænkt for at have holdt søn indespærret i 28 år

En 70-årig kvinde i Stockholm er anholdt på mistanke om, at hun i 28 år har holdt sin søn indespærret i sin bolig.

Det skriver Expressen.

Da en slægtning søndag kom ind i kvindens bolig, mødte hun en skrækslagen mand. Han var tandløs, benene var dækket af sår og han havde vanskeligt ved at gå.

– Det var som at træde direkte ind i en skrækfilm, fortæller familiemedlemmet til den svenske avis.

Hun sørgede omgående for, at manden blev bragt til sygehuset Nye Karolinska i en ambulance

Her gjorde læger politiet i den svenske hovedstad opmærksom på, at de havde fået en svært medtaget mand på 41 år ind, som næsten ikke var i stand til at tale. Hans tilstand blev betegnet som alvorlig.

Den kvindelige slægtning har over for politiet oplyst, at hun i årevis har haft en mistanke om, at sønnen blev holdt indespærret.

Da hun søndag trængte ind i den lejlighed, som i årtier har været den mistænkte kvinde og hendes søns bolig, fik hun sine værste anelser bekræftet.

Familiemedlemmer har ifølge Expressen fortalt, at den mistænktes søn forsvandt, da han var 12 år og gik i syvende klasse.

– Moren har formået at manipulere samfundet i alle årene. Det er frygteligt, at han har fået frarøvet hele sit liv, siger slægtningen.

Ydermere har manden tilsyneladende måtte affinde sig med at tilbringe de mange år under uhumske forhold.

Lejligheden mindede om en losseplads, har slægtningen fortalt.

/ritzau/