Stort flyselskab vil kræve coronavaccine af rejsende

Det vil blive påkrævet af internationale rejsende, at de skal vaccineres mod covid-19, hvis de fremover vil flyve med Qantas.

Det siger den administrerende direktør for det store australske flyselskab, Alan Joyce, til Channel Nine.

Alan Joyce mener, at vaccinekravet sandsynligvis vil blive “almen praksis” på tværs af luftfartsindustrien.

Ifølge den administrerende direktør vil Qantas indføre kravet, når en coronavaccine er blevet gjort tilgængelig for offentligheden.

– Vi overvejer at ændre vores vilkår og betingelser for internationale rejsende, således at vi vil bede folk om at blive vaccineret, før de kan gå om bord på flyet, siger Joyce til Channel Nine.

– Vi er nødt til at se på, hvad der sker med covid-19 på markedet, før vi kan sige, om man også har brug for det for at flyve indenrigs, men vi mener helt sikkert, at det er nødvendigt for internationale besøgende, der kommer til Australien, og for folk, der forlader landet, siger han videre.

/ritzau/AFP