Michigan bekræfter Joe Bidens sejr i delstaten

Michigans valgmyndighed har verificeret demokraten Joe Bidens sejr i delstaten ved præsidentvalget 3. november.

Det skriver Reuters.

Præsident Donald Trump har forsøgt at få omgjort valgresultatet i Michigan, men Michigans State Board of Canvassers, der afgør eventuelle tvister i forbindelse med valg, har mandag godkendt valgresultatet. Det skete efter en afstemning blandt de fire medlemmer, der omfatter to demokrater og to republikanere.

Biden vandt Michigan med 157.000 flere stemmer end Trump, men alligevel forsøgte Trump at fratage Biden sejren.

Fredag mødtes Trump med republikanske ledere fra Michigan i Det Hvide Hus. Ifølge kilder med kendskab til mødet var målet at få de to republikansk ledede kamre i delstaten til at underkende Bidens valgsejr.

Men det lykkedes ikke. Ifølge eksperter ville det have været uden fortilfælde, hvis en præsident på den måde ville få omstødt en så klar sejr, som Bidens i Michigan.

Donald Trump forsøger også at så tvivl om valgresultaterne i andre af de svingstater, som var med til at sikre Joe Biden den endelige sejr ved præsidentvalget.

Men indtil videre er det ikke lykkedes Trump at få ændret på et valgresultat i en af de pågældende delstater.

/ritzau/