Eksplosioner dræber mindst otte i Afghanistans hovedstad

En række eksplosioner har lørdag morgen ramt den centrale del af Afghanistans hovedstad, Kabul.

Mindst otte mennesker er døde som følge af eksplosionerne. Derudover er 31 personer kommet til skade. Det oplyser det afghanske indenrigsministerium.

– Terroristerne affyrede 23 granater mod Kabul. Ifølge de foreløbige oplysninger led otte mennesker martyrdøden, og 31 andre blev såret, siger en talsmand for indenrigsministeriet.

Talsmanden tilføjer, at Taliban menes at være skyld i angrebet. Men den militante bevægelse har afvist at stå bag eksplosionerne.

Billeder og videoer på nettet viser flere bygninger i Kabul, hvor der er sket skade på mure og vinduer.

Eksplosionerne fandt sted i en tæt befolket del af byen i nærheden af ambassadekvarteret.

Senere lørdag skal den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, mødes med repræsentanter for Taliban-bevægelsen og for Afghanistans regering. De separate møder finder sted i Qatar lørdag eftermiddag.

Taliban har som led i en aftale med USA om tilbagetrækning af amerikanske soldater fra Afghanistan lovet ikke at udføre angreb i Kabul eller andre byer.

Men regeringen i Kabul har beskyldt oprørsbevægelsen eller støtter af den for at stå bag flere nylige angreb i hovedstaden.

Forhandlere fra de to parter indledte i september fredsforhandlinger, men de skrider langsomt frem. Anonyme kilder oplyste imidlertid fredag, at et gennembrud i samtalerne ventes at blive annonceret i de kommende dage.

/ritzau/