Tyskland arbejder på hurtig tilbagetrækning fra Afghanistan

Det tyske forsvarsministerium er i gang med at udarbejde en plan for en hurtig tilbagetrækning af de tyske soldater i Afghanistan.

To tyske aviser skriver fredag, at man opererer med en tidsramme, der kan være helt ned til fire måneder.

Der er for øjeblikket 1250 tyske soldater i Afghanistan, hvor de deltager i en Nato-mission sammen med blandt andet Danmark. Der er cirka 145 danske soldater i landet.

De tyske planer er blevet drøftet, inden USA’s præsident, Donald Trump i denne uge besluttede, at den amerikanske styrke i Afghanistan skal reduceres til 2500 soldater i midten af januar. Det oplyser en talsmand for hæren til aviserne Rheinische Post og General-Anzeiger.

Trump skal træde tilbage 20. januar, efter han tabte præsidentvalget i USA tidligere på måneden.

Den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, sagde torsdag, at det tyske Bundeswehr er klar til at reagere hurtigt på den amerikanske beslutning.

De cirka 1250 tyske soldater i Afghanistan indgår i en oplæringsmission for den afghanske hær.

Ifølge talsmanden i den tyske hær vil der i tilfælde af en hurtig udrykning blive sendt 150 logistikeksperter til Afghanistan. De skal organisere hjemrejsen.

Den danske regering har ikke meldt ud, om den amerikanske tilbagetrækning vil få konsekvenser for den danske indsats i Afghanistan.

/ritzau/dpa