Pfizer anmoder om nødgodkendelse til coronavaccine

Medicinalselskabet Pfizer vil fredag sende en anmodning til myndigheder i USA om en nødgodkendelse til at bruge selskabets coronavaccine.

Det oplyser selskabet på sin hjemmeside.

Sideløbende vil Pfizer gå efter løbende at få godkendt vaccinen til brug i andre dele af verden – herunder Europa, Japan og Canada.

Ansøgningen kommer, efter at Pfizer har færdiggjort et fase 3-studie af deres coronavaccine.

Her var antallet af coronatilfælde 95 procent lavere i den gruppe, der fik vaccinen, sammenlignet med den gruppe, der fik placebo.

– Ansøgningen i USA er en afgørende milepæl på vores rejse mod at levere en covid-19-vaccine til verden, og vi har nu et mere komplet billede af både effektivitet og risikoprofilen af vores vaccine.

– Det har givet os tro på dens potentiale, siger Pfizers topchef, Albert Bourla, i meddelelsen.

Han citeres videre for at sige, at han glæder sig til at samarbejde med amerikanske myndigheder og myndigheder i andre dele af verdenen om at få vaccinen i brug så hurtigt, som det er muligt.

Ifølge Pfizer kan selskabet begynde at distribuere vaccinen inden for “timer” efter en eventuel nødgodkendelse.

/ritzau/