Minister: Valgresultat i Georgia er uændret efter omtælling

Genoptællingen af stemmer i Georgia ændrer ikke på Joe Bidens sejr i den amerikanske svingstat.

Det siger den republikanske delstatsminister Brad Raffensperger til den lokale tv-station WSB-TV torsdag lokal tid.

Omtællingen blev afsluttet ved midnat natten til torsdag lokal tid.

Før den manuelle omtælling viste uofficielle resultater, at Biden førte over præsident Donald Trump med 14.000 stemmer.

Raffensperger siger, at der ikke er “nogen tvivl” om, at Georgia vil bekræfte Bidens sejr i delstaten fredag.

– Revisionen ligger meget tæt på det, vi rapporterede fra valgnatten. Der er ikke en verden til forskel, siger Raffensperger til WSB-TV.

Georgia blev før valget anset som en svingstat, hvor valgresultatet ikke var givet på forhånd.

Donald Trump har endnu ikke erkendt valgnederlaget til Joe Biden, der af flere store amerikanske medier blev udråbt som vinder 7. november.

Trump har uden at fremlægge konkrete beviser flere gange sagt, at han er blevet frarøvet sejren på grund af valgsvindel.

Trump og Det Republikanske Parti har derfor bebudet søgsmål mod stemmeoptællingen i Georgia og andre delstater.

/ritzau/Reuters