Minister: Valgresultat i Georgia er uændret efter omtælling

En genoptælling af stemmer i Georgia ændrer ikke på Joe Bidens sejr i den amerikanske svingstat.

Det siger den republikanske delstatsminister Brad Raffensperger til den lokale tv-station WSB-TV torsdag lokal tid.

Omtællingen blev afsluttet ved midnat natten til torsdag lokal tid.

Før den manuelle omtælling viste uofficielle resultater, at Biden førte over præsident Donald Trump med 14.000 stemmer.

Raffensperger siger, at der ikke er “nogen tvivl” om, at Georgia vil bekræfte Bidens sejr i delstaten fredag.

– Revisionen ligger meget tæt på det, vi rapporterede fra valgnatten. Der er ikke en verden til forskel, siger Raffensperger til WSB-TV.

Tirsdag opdagede to af delstatens i alt 159 amter et antal stemmer, der ikke var blevet medregnet i første omgang. Dog ventes de nye stemmer ikke at få nogen indflydelse på det endelige resultat.

I amtet Fayette for eksempel var der ifølge nyhedsbureauet AP tale om 2755 stemmer, som ikke var blevet indregnet i resultatet.

Det skyldtes, at et hukommelseskort ikke var blevet uploadet korrekt. Den manuelle optælling af stemmerne viste, at 1577 gik til Trump, mens Biden fik 1128. De resterende gik til andre kandidater.

Georgia blev før valget anset som en svingstat, hvor valgresultatet ikke var givet på forhånd.

Donald Trump har endnu ikke erkendt valgnederlaget til Joe Biden, der af flere store amerikanske medier blev udråbt som vinder 7. november.

Trump har uden at fremlægge konkrete beviser flere gange sagt, at han er blevet frarøvet sejren på grund af valgsvindel.

Trump og Det Republikanske Parti har derfor bebudet søgsmål mod stemmeoptællingen i Georgia og andre delstater.

Ifølge amerikanske medier har Joe Biden vundet valget med 306 valgmænd mod Donald Trumps 232.

I Georgia er der 16 valgmænd på spil.

/ritzau/