Californien indfører natligt udgangsforbud efter coronabølge

Californien indfører et natlig udgangsforbud for at inddæmme et nyt virusudbrud i USA’s mest folkerige delstat.

Det oplyser Californiens guvernør, Gavin Newsom, torsdag ifølge nyhedsbureauet AP.

Udgangsforbuddet gælder fra lørdag. Her bliver al ikke-nødvendigt færdsel uden for hjemmet forbudt for delstatens knap 40 millioner borgere.

Det vil stadig være tilladt at forlade hjemmet for at søge lægehjælp.

Samtidig bliver 41 amter i delstaten pålagt en ordre om at blive hjemme.

De nye restriktioner varer en måned frem til 21. december, men kan forlænges, de steder hvor smittetallene ikke forbedres i Californien.

Tiltagene er delstatens mest gennemgribende siden foråret.

– Virusset spreder sig i et tempo, som vi ikke har set siden begyndelsen af pandemien. De næste par dage og uger er afgørende for at stoppe bølgen. Vi må slå alarm, siger Newsom i en erklæring.

Embedsmænd begrunder beslutningen med, at aktiviteter om natten er mere tilbøjelige til at involvere fysisk kontakt, der øger risikoen for smittespredning.

Særligt hvis personer har indtaget alkohol, bliver det sværere at sikre grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger som at bære mundbind og holde afstand, lyder det videre.

/ritzau/