Biden: Trumps opførsel efter valget er totalt uansvarlig

Demokraternes Joe Biden mener, at det sender en “forfærdelig besked” til omverdenen, at Donald Trump nægter at anerkende resultatet af det amerikanske præsidentvalg.

Det siger Biden torsdag i en udtalelse.

Præsident Trump har de seneste uger uden held forsøgt at omstøde resultatet af præsidentvalget med en række søgsmål.

Derfor forsøger Trumps kampagne i disse dage at overtale republikanske delstatspolitikere til at gribe ind i flere svingstater, som Joe Biden har vundet.

Den nye strategi bliver bekræftet at tre unavngivne kilder, der har kendskab til sagen.

Ifølge amerikanske medier har Joe Biden vundet præsidentvalget med 306 valgmænd mod Donald Trumps 232.

Biden siger torsdag efter et opkald med ti delstatsguvernører, at Donald Trumps forsøg på at omstøde resultatet af valget er “totalt uansvarligt”.

– Det sender en forfærdelig besked om, hvem vi er som nation, siger han.

Joe Biden er dog ikke bekymret for, at Trumps manøvrer vil forhindre ham i at overtage præsidentembedet 20. januar.

/ritzau/Reuters