To landes veto tvinger EU-lande tilbage i arbejdstøjet

EU’s stats- og regeringschefer er ikke kommet nærmere en aftale om unionens næste syvårsbudget under en videokonference torsdag aften.

Dermed endte det helt som ventet. Videomøder kan ikke rumme store problemer, er EU-præsidentens holdning.

Ungarn og Polen præsenterede deres modvilje mod en ordning, der betyder, at der skal være styr på demokrati og retsstatsprincipper, hvis man skal have penge fra EU-kassen.

Og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, tog ordet i kraft af sin særlige rolle, mens Tyskland har formandskabet i EU, men så brugte stats- og regeringscheferne ikke meget mere tid på det ellers påtrængende problem.

– Dette veto betyder, at vi må fortsætte samtalerne med Ungarn og Polen, siger Merkel efter mødet.

En embedsmand fortæller, at EU-præsident Charles Michel inden mødet havde været i kontakt med alle landene for at sikre sig, at debatten på aftenens videokonference ville forblive “under kontrol”.

Det er Michels holdning, at man ikke kan diskutere komplicerede sager over en videoforbindelse, og det samme synspunkt har flere af EU-landenes ledere givet udtryk for.

Den tyske kansler konstaterer, at EU-landene er enige om budgettet som sådan. Men retsstatsmekanismen udgør et problem.

– Der er konsensus om budgettet. Men ikke om mekanismen for retsstaten, siger Merkel efter mødet.

Blokaden betyder, at man næppe kan nå at få budgettet klar til 1. januar som planlagt.

Budgettet på over 13.500 milliarder danske kroner indeholder en enorm sum penge, der primært skal gå til de lande, der er værst ramt af pandemiens økonomiske følger. De lande er i stigende grad utålmodige.

/ritzau/