Flere personer er i livsfare efter angreb i tysk by

Flere personer er blevet hårdt såret af en mand i Oberhausen i Tyskland, skriver flere tyske medier, herunder Focus Online. Det er uklart, hvilket våben der er blevet brugt.

Politiet oplyser ifølge mediet, at handlingen fandt sted ved 19-tiden torsdag aften.

Ifølge Focus Online er flere personer i livsfare og kørt på hospitalet.

Gerningsmanden er pågrebet. Vedkommende blev også såret og modtager intensiv behandling, lyder det.

Der er endnu ingen meldinger om motivet for angrebet. Politiet er ifølge Focus Online på gerningsstedet og fortsætter undersøgelserne.

Oberhausen ligger i det vestlige Tyskland godt 30 kilometer nord for Düsseldorf.

/ritzau/