Tidligere politikere anholdes i Hongkong for Kina-protest

Politi i Hongkong har onsdag morgen lokal tid anholdt tre forhenværende parlamentarikere, der tidligere har protesteret mod det kinesiske styre.

De tre personer er blevet anholdt efter episoder i maj og juni, hvor de kastede ildelugtende væske ind i Hongkongs lovgivende forsamling.

Politiet siger, at de er tiltalt for at ville skade andre.

De prodemokratiske aktivister, Ted Hui, Ray Chan og Eddie Chu Hoi-dick bekræfter alle på Facebook, at de er blevet anholdt.

Direkte tv-billeder viste i juni, hvordan parlamentarikerne Eddie Chu og Ray Chan løb frem forrest i parlamentet, inden de begyndte at sprøjte med en ildelugtende væske.

Optrinnet fandt sted under en debat om et kontroversielt lovforslag. Lovforslaget ville gøre det ulovligt i Hongkong ikke at respektere Kinas nationalmelodi.

Chu og Chan sloges også med flere vagter.

Bare en måned tidligere havde Ted Hui efterladt en rådden plante midt under et møde i parlamentet.

Hui, der er medlem af Det Demokratiske Parti i Hongkong, siger onsdag, at han blev anholdt i sit hjem.

Her beskyldte betjente ham for at forstyrre den lovgivende proces og præsidenten for Hongkongs lovgivende forsamling, Andrew Leung.

Det er ikke mere end en uge siden, at samtlige prodemokratiske medlemmer af Hongkongs parlament trak sig, fordi fire prodemokratiske medlemmer af parlamentet blev smidt ud af den lovgivende forsamling med øjeblikkelig virkning.

Kina har gjort det muligt for Hongkongs regering at ekskludere parlamentsmedlemmer, hvis de eksempelvis støtter byens uafhængighed.

Det bliver af flere medlemmer af oppositionen set som endnu et forsøg fra den kinesiske regering på at undertrykke demokratiet i byen.

/ritzau/Reuters