Sikkerhedschef forsvarede valgresultat: Nu fyrer Trump ham

Præsident Donald Trump har fyret direktøren for det amerikanske Agentur for Cybersikkerhed og Infrastruktur (Cisa), Chris Krebs.

Det oplyser præsidenten tirsdag på Twitter.

Trump siger, at Krebs er blevet fyret, fordi han er kommet med “vildt upræcise” bemærkninger omkring sikkerheden af det amerikanske præsidentvalg.

Chris Krebs har flere gange offentligt afvist Trumps udokumenterede påstande om, at der blev svindlet med valget.

Cisa stod for datasikkerheden ved valget. Agenturet var også en del af den sammenslutning af føderale og statslige valgmyndigheder i USA, der torsdag kaldte valget 3. november “det mest sikre i amerikansk historie”.

Udmeldingen faldt ikke i god jord hos præsident Donald Trump, og Chris Krebs skulle således flere gange siden have fortalt kolleger, at han forventede at blive fyret.

/ritzau/Reuters