Mand anholdt i sag om blodigt bombeangreb i Birmingham i 1974

En 65-årig mand er blevet anholdt i sag om bombeangreb mod barer i den engelske by Birmingham i 1974, hvor 21 personer blev dræbt.

Det oplyser britisk politi onsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Betjente fra antiterrorkorpset i Birmingham har i samarbejde med nordirsk politi anholdt den 65-årige i sit hjem i Nordirlands hovedstad, Belfast.

Bombeangrebet er aldrig blevet opklaret, men det er blevet antaget, at IRA, Den Irske Republikanske Hær, stod bag. Det skriver BBC.

Det er uvist, hvorvidt den anholdte er mistænkt i sagen, eller hvad der har ført til politiets anholdelse af ham i forbindelse med sagen.

/ritzau/