Labour-leder: Jeremy Corbyn får ikke plads i parlamentet tilbage

Jeremy Corbyn, den tidligere leder af det britiske arbejderparti, Labour, vil ikke blive genindsat som medlem af det britiske parlament for partiet.

Det siger Labours nuværende leder, Keir Starmer, onsdag på Twitter.

Meldingen kommer, efter at Jeremy Corbyn tirsdag aften fortalte, at han ville blive genoptaget som partimedlem, efter at han havde været suspenderet for at have nedtonet en rapport om antisemitisme i partiets rækker.

Men det bliver altså ikke som medlem med en plads i parlamentet, slår Keir Starmer nu fast.

– Jeremy Corbyns handlinger er ansvarlige for, at rapporten blev undermineret og var et tilbageslag for vores arbejde med at genoprette tilliden og tiltroen til Labour-partiets evne til at håndtere antisemitisme, skriver han.

– Under de omstændigheder har jeg taget beslutningen om ikke at genindsætte Jeremy Corbyn som parlamentsmedlem. Jeg vil løbende vurdere situationen.

Labour besluttede at suspendere partiets tidligere leder i slutningen af oktober.

Det skete som konsekvens af de kommentarer, han kom med, efter at en rapport slog fast, at partiet ulovligt havde stået bag chikane og diskrimination af jødiske partikolleger.

Rapporten blev udarbejdet af en kommission for lighed og menneskerettigheder.

Keir Starmer har sagt, at han fuldt ud accepterer rapportens konklusioner, og at han vil følge dens anbefalinger.

Starmer forsøger at bryde klart med den linje, som hans stærkt venstreorienterede forgænger stod for.

Corbyn blev gjort til leder af Labour i 2015, efter at han i en årrække havde deltaget i aktivisme – blandt andet i propalæstinensiske sager.

Som partileder blev Corbyn løbende konfronteret med beskyldninger om antisemitisme.

Partiet var præget af splittelse og fløjkrige under hans ledelse.

Corbyn valgte at trække sig, efter at Labour led et stort valgnederlag i december. Partiet har tabt fire parlamentsvalg i træk siden 2010.

/ritzau/Reuters