Israelsk luftangreb mod militære mål dræber tre i Syrien

Et israelsk angreb i Syrien har tidligt onsdag lokal tid kostet tre syriske soldater livet og såret yderligere en.

Det oplyser Syriens statslige nyhedsbureau Sana ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mediet citerer en kilde i det syriske militær.

Sana melder onsdag om, at syrisk luftvåben har opfanget “israelsk aggression” i luftrummet over hovedstaden Damaskus.

Ifølge nyhedsbureauet AFP siger Israels hær i en meddelelse, at den onsdag har udført luftangreb mod syriske og iranske mål i Syrien.

Hæren siger i meddelelsen, at der er tale om et gengældelsesangreb, efter at Israels militær har fundet sprængladninger langs landets nordlige grænse.

– I går (tirsdag, red.) fandt israelske forsvarstropper improviserede sprængladninger. De var placeret af et syrisk hold ledet af iranske styrker, skriver hæren og tilføjer:

– Som modsvar har jagerfly i løbet af natten angrebet militærmål, som tilhører iranske og syriske styrker.

/ritzau/