Domstol i USA stopper børneudvisninger til Mexico

En amerikansk distriktsdommer blokerede onsdag for udvisning af børn, der er blevet stoppet på vej ind i USA uden ledsagere.

Dommerens afgørelse er et tilbageskridt for den afgående Trump-administration, som siger, at hjemsendelse af uledsagede børn er med til at forhindre udbredelse af coronavirus.

Distriktsdommer Emmet Sullivan i District of Columbia siger i sin kendelse, at mindreårige er særligt udsatte og kan blive uopretteligt skadet, da de risikerer at blive udsat for seksuelle overgreb eller anden vold.

Han siger, at de i værste fald risikerer at blive udsat for tortur eller kan blive dræbt, når de kommer tilbage til deres hjemland.

Præsident Donald Trump har gjort begrænsninger i indvandringen til USA til en central del af sit program, og han har indført en lang række nye restriktioner for indvandrere under pandemien.

Joe Biden, som vandt præsidentvalget over Trump og indsættes i Det Hvide Hus den 20. januar, har lovet, at han vil ophæve mange af de restriktioner, som den republikanske præsident har indført.

En repræsentant for den amerikanske grænsepatrulje sagde i september, at 8800 uledsagede mindreårige blev udvist i henhold til særlige grænselove i perioden fra 20. marts frem til 9. september.

I alt har USA udvist omkring 197.000 migranter, som er blevet pågrebet i grænseområdet mellem USA og Mexico fra marts til udgangen af september. Dette tal inkluderer dog migranter, som kan have gjort forsøg på at krydse grænsen flere gange.

Lee Gelernt, som er advokat for Den Amerikanske Borgerrettighedsunion, Aclu, siger, at grænsepolitikken blot er “et påkud”, som Trump anvender for at lukke grænsen for børn og asylansøgere fra Mellemamerika.

/ritzau/Reuters