USA trækker 2000 soldater ud af Afghanistan

USA trækker 2000 soldater hjem fra Afghanistan, før præsident Donald Trump går af midt i januar. Samtidig trækkes 500 soldater ud af Irak.

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge Reuters.

USA har for øjeblikket 4500 soldater i Afghanistan. Styrken reduceres dermed til 2500, inden Trump forlader Det Hvide Hus den 20. januar.

USA har 2500 soldater i Irak. Denne styrke reduceres til 2000.

I Det Hvide Hus siger kilder, at Trump håber, at alle amerikanske soldater vil være ude af Irak og Afghanistan i maj næste år.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde i en erklæring tidligere tirsdag, at prisen for at forlade Afghanistan for hurtigt “kan blive særdeles høj”.

Udtalelsen fra Stoltenberg kom, efter at en række amerikanske medier havde forudsagt, at tusindvis af tropper er på vej hjem fra Afghanistan.

– Vi står nu over for en svær beslutning. Prisen for at forlade landet for hurtigt og for ukoordineret kan blive meget høj, siger Jens Stoltenberg ifølge den norske avis VG.

– Vi har været i Afghanistan i næsten 20 år, og ingen Nato-allierede ønsker at være der længere end nødvendigt, tilføjer han.

Jens Stoltenberg minder samtidig om, at tusindvis af europæiske soldater har stået skulder ved skulder med de amerikanske soldater i Afghanistan.

– Nato gik ind i Afghanistan efter et angreb på USA og for at sikre, at landet aldrig mere kan blive et trygt tilholdssted for internationale terrorister, siger generalsekretæren.

Han advarer i samme forbindelse om, at militante islamistiske grupper vil udnytte situationen.

– IS (Islamisk Stat, red.) kan bruge Afghanistan til at opbygge det terrorkalifat, som gruppen mistede i Syrien og Irak, siger han.

USA’s nye forsvarsminister, Christopher Miller, har tidligere antydet, at flere amerikanske soldater vil blive hentet hjem snart.

Men også topfolk i præsidentens eget parti advarer mod beslutningen.

Ifølge Mitch McConnell, der er republikansk formand for det amerikanske Senat, vil en tilbagetrækning give ekstremister en stor propagandasejr, hvis amerikanerne vender ryggen til sine samarbejdspartnere i regionen.

/ritzau/Reuters