USA trækker 2000 soldater ud af Afghanistan

Pentagon meddeler ifølge Reuters, at USA trækker 2000 soldater hjem fra Afghanistan, før præsident Donald Trump går af midt i januar. Samtidig trækkes 500 soldater ud af Irak.

USA har for øjeblikket 4500 soldater i Afghanistan. Styrken reduceres dermed til 2500, inden Trump forlader Det Hvide Hus den 20. januar.

USA har 2500 soldater i Irak. Denne styrke reduceres til 2000.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde i en erklæring tidligere tirsdag, at prisen for at forlade Afghanistan for hurtigt “kan blive særdeles høj”.

Udtalelsen fra Stoltenberg kom, efter at en række amerikanske medier havde forudsagt, at tusindvis af tropper er på vej hjem fra Afghanistan.

/ritzau/Reuters