Peru udnævner landets tredje præsident på en uge

Peru har mandag fået landets tredje præsident på bare en uge, efter at Kongressen har udnævnt 76-årige Francisco Sagasti som midlertidig leder.

Udnævnelsen af Sagasti er et forsøg på at få styr på den politiske krise i Peru, der den seneste uge har ført til dødelige demonstrationer og to præsidenters afgang.

Francisco Sagasti fra det midtersøgende parti Morado overtager præsidentposten indtil april, hvor der efter planen skal afholdes valg.

Han overtager posten fra en anden midlertidig præsident, Manuel Merino. Merino trak sig søndag, bare fem dage efter at han blev indsat i stedet for den afsatte præsident, Martin Vizcarra.

Manuel Merino kom under pres fra Perus parlament for at gå af, efter at to unge demonstranter lørdag aften blev dræbt af politiet under sammenstød i forbindelse med protester mod afsættelsen af Vizcarra.

Martin Vizcarra blev mandag i sidste uge afsat af Kongressen under anklager om korruption.

Siden har Peru oplevet nogle af de største demonstrationer, landet har set i årtier.

De fleste demonstrationer har været fredelige, men i weekenden kom det til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter.

Ud over de to dødsfald blev 102 personer såret.

Francisco Sagasti, der tidligere har arbejdet for Verdensbanken, står derfor over for en enorm udfordring i forhold til at bringe stabilitet tilbage til det hårdt prøvede sydamerikanske land.

Peru er et af verdens hårdest ramte lande under coronapandemien.

FN’s generalsekretær, António Guterres, siger mandag, at han er “meget foruroliget” over volden mod demonstranterne i Peru i weekenden.

Rigsadvokaten i Peru har mandag indledt en undersøgelse mod tidligere præsident Manuel Merino for hans rolle i drabene på de to unge demonstranter.

/ritzau/Reuters