Missiler affyret mod USAs ambassade i Bagdad dræber barn

En sværm af missiler er blevet affyret i den irakiske hovedstad, Bagdad, mod den amerikanske ambassade sent tirsdag aften.

Det oplyser det irakiske militær i en erklæring.

Angrebet er sket, kort tid efter en melding om at USA vil trække soldater ud af Irak og Afghanistan.

Missilangrebet har dræbt et barn, mens mindst fem andre personer er såret, melder irakiske embedsmænd. Angrebet bryder en måned lang våbenhvile.

Ifølge det irakiske militær landede fire af missilerne i Den Grønne Zone, der er en særligt beskyttet del af den irakiske hovedstad, hvor den amerikanske og andre udenlandske ambassader er placeret.

I alt er syv missiler blevet affyret. To andre missiler landede uden for området, mens en anden eksploderede i luften.

Alle syv missiler blev affyret fra det samme sted i det østlige Bagdad, oplyser det irakiske militær.

/ritzau/AFP