Medier: USA vil trække flere tropper ud af Afghanistan og Irak

Tusindvis af amerikanske tropper kan snart være på vej ud af Afghanistan og Irak.

Det skriver flere medier, blandt andet Reuters og CNN, på baggrund af anonyme kilder.

Præsident Donald Trump ventes at beordre reduktionen, inden han forlader præsidentposten 20. januar. Udmeldingen kan muligvis komme allerede i løbet af denne uge.

Ifølge både Reuters- og CNN-kilder ventes det amerikanske troppetal i Afghanistan at blive reduceret fra omkring 4500 til 2500.

I Irak ventes omkring 500 tropper at blive taget ud af landet. Det vil reducere troppetallet fra 3000 til 2500.

USA har gradvist nedtonet tilstedeværelsen i de to lande. Da USA havde flest tropper udstationeret i Afghanistan, var der omkring 100.000.

De ubekræftede meldinger kommer, efter at Trump for lidt over en uge siden fyrede forsvarsminister Mark Esper.

Det skyldtes ifølge Reuters, at præsidenten ikke følte, at Esper gjorde nok for, at Trumps mærkesager blev prioriteret.

En af mærkesagerne var angiveligt at få afsluttet USA’s 19 år lange tilstedeværelse i Afghanistan inden jul.

Mens støtter af forslaget gerne ser USA ude af det krigshærgede land så snart som muligt, er der flere markante kritikere af tilbagetrækningen også blandt Republikanerne – blandt andre Senatets flertalsleder, Mitch McConnell.

– Der findes ingen amerikanere, som ikke ville ønske, at krigen i Afghanistan mod terrorister og deres støtter ikke allerede var endegyldigt vundet, siger senatslederen ifølge CNN.

– Men det ændrer ikke på det faktiske valg, som vi står med nu. En hurtig tilbagetrækning fra Afghanistan nu ville skade vores allierede og begejstre de mennesker, som vi ønsker at skade.

/ritzau/