Fire astronauter er ankommet til rumstation efter 27 timer

SpaceX’s rumkapsel med fire astronauter har tidligt tirsdag morgen dansk tid koblet sig til Den Internationale Rumstation (ISS).

Det melder den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, ifølge nyhedsbureauet AP.

De fire astronauter – tre amerikanere og en japaner – skal efter planen være på rumstationen frem til foråret, indtil de bliver afløst af et nyt hold med et Dragon-rumfartøj.

Herefter vil SpaceX og flyproducenten Boeing skiftevis transportere astronauter til og fra stationen på Nasas bestilling.

Det er SpaceX’s anden astronautmission, men det er første gang, at firmaet har transporteret en hel besætning til et ophold på et halvt år. En testflyvning med to astronauter tidligere i år varede to måneder.

Crew Dragon-rumfartøjet lettede fra Kennedy Space Center natten til mandag dansk tid og blev tilkoblet rumstationen 27 timer efter, skriver AP.

Efter et par timer om bord fik de fire astronauter en planlagt søvn på otte timer, inden de blev vækket til tonerne af Phil Collins-hittet “In the Air Tonight”.

Opsendelsen skulle have fundet sted lørdag aften lokal tid, men den blev udskudt et døgn på grund af dårligt vejr.

Hvis opsendelsen havde fundet sted lørdag, havde det taget rumfartøjet otte og en halv time at nå til rumstationen på grund af stationens placering på tidspunktet.

På grund af forsinkelsen tog det tre gange så lang tid, oplyser Nasa-chef Steve Stich.

SpaceX er et privat rumfartsselskab, som ejes af milliardæren Elon Musk. Han ejer også bilproducenten Tesla.

Rummissionen er skabt i samarbejde mellem Nasa og SpaceX.

Elon Musk måtte selv følge opsendelsen fra afstand på grund af Nasas coronaregler. Musk skrev lørdag på Twitter, at han sandsynligvis var blevet smittet med coronavirus.

/ritzau/