Undergrundsstation i Berlin er ramt af stor brand

Der er søndag aften udbrudt en omfattende brand på en undergrundsstation i Berlin.

Et ukendt antal personer er kommet til skade, oplyser katastrofeberedskabet i den tyske hovedstad. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Branden menes at være opstået ved 21-tiden i et spisested ved U-Bahn-stationen Onkel Toms Hütte og har bredt sig til stationens tagkonstruktion. Det oplyser brandvæsnet i Berlin i et tweet

En kvinde er svært forbrændt blevet reddet ud fra spisestedet, oplyser et øjenvidne til avisen Berliner Morgenpost. Hun er med helikopter bragt til en klinik med speciale i behandling af brandsårsskader.

Yderligere tre personer er kommet lettere til skade, skriver avisen på sin hjemmeside.

Ifølge en talsmand for brandvæsenet vil det muligvis blive nødvendigt at evakuere beboere i flere boliger i nærheden af stationen, der ligger i kvarteret Zehlendorf.

Indsatsen med at få flammerne under kontrol ventes ifølge katastrofeberedskabet at vare hele natten. Mindst 90 brandfolk deltager i slukningsarbejdet, oplyser brandvæsnet i et tweet.

Politiet har afspærret et område nær undergrundsstationen, og en beboelsesejendom er blevet evakueret ifølge Berliner Morgenpost.

/ritzau/