Tyskland udskyder nye corona-indgreb til næste uge

I Tyskland siger forbundskansler Angela Merkel, at der først onsdag i næste uge ventes at blive vedtaget omfattende nye restriktioner i forbindelse med bekæmpelsen af covid-19 i landet.

Kansleren fik på en videokonference med delstaternes ledere mandag ikke opbakning til sine udspil.

Efter drøftelserne med de politiske ledere af de 16 delstater mandag siger forbundskansleren:
– Jeg havde gerne set, at der var indførst yderligere corona-restriktioner i dag, men der var ikke flertal for det, siger hun.

Ministre fra Merkels forbundsregering og fra de regionale delstatsregeringer holder en ny videokonference onsdag i næste uge.

– De restriktioner, som kommer i næste uge, bliver mere omfattende, og de vil blive indført for en længere periode, siger den tyske regeringschef videre.

Hun siger, at “i det mindste har vi fået stoppet den eksponentielle vækstkurve”.

Forbundsregeringen og delstaterne er uenige om forholdsreglerne mod spredning af coronavirus.

På videokonferencen forsøgte ministerpræsidenterne til dels at nedjustere forbundsregeringens forslag om at indskrænke borgernes kontakt med hinanden. Det fremgår af et slutresumé fra mødet ifølge nyhedsbureauet DPA.

Lothar Wieler, chef for Robert Koch Instituttet (RKI), som følger den tyske smitteudvikling, har advaret om, at selv om antallet af nye smittetilfælde er faldende, så kan situationen på landets hospitaler forværres de kommende uger.

Tyskland genindførte strammere restriktioner tidligere i november for at mindske smittespredningen.

/ritzau/dpa