Italiens politi har anholdt 38 formodede mafiamedlemmer

De italienske myndigheder har udstedt anholdelsesordrer på omkring 40 personer, der er mistænkt for at være involveret i mafiavirksomhed i Puglia-regionen i det sydøstlige Italien. Det skriver nyhedsbureauet Ansa.

Politiet i Rom siger, at det har vundet en betydelig sejr i kampen mod mafiaklaner i Foggia i den sydøstlige Puglia-region. De seneste år er vold og kriminalitet, som tilskrives mafiagrupper, øget betydeligt i det sydlige Italien.

– Fogia-mafiaen er statens fjende nummer et, siger Federico Cafiero de Raho, der er særlig statsanklager med ansvar for retssager omkring mafiavirksomhed.

– Der er ikke en eneste sektor i økonomien, som ikke er ramt af afpresningsaktiviteter ledet af Foggia-mafiaen, siger han og henviser til blandt andet fødevareindustrien, landbrugsindustrien, byggeindustrien samt tipning og spil.

Det er ikke tydeliggjort, om alle de 40 anholdte er blevet tilbageholdt af politiet, men ifølge Ansa er 38 anholdt.

Puglia er regionen, som udgør hælen i det støvleformede Italien. Den lokale mafia, Societa Foggiana, har været særlig aggressiv og voldelig siden 2017.

Federico Cafiero de Raho siger, at der siden et berygtet mafiadrab i august 2017, som udløste en omfattende politiindsats i Foggia, er anholdt over 400 personer ved 60 anti-mafia operationer.

Mandagens politiaktioner var rettet mod de tre dominerende “familier”, som udgør Societa Foggiana: Moretti-Pellegrino-Lanza, Sinesi-Francavila og Trisciuoglio-Tolonese-Prencipe.

Ifølge politiet er de tre familier involveret i blodige krige om territorier og indflydelse, men de samarbejder samtidig for at udbrede og styrke mafiaregimers dominans.

/ritzau/dpa