Boris Johnson tror på vaccinedistribution inden jul

Der er udsigt til, at distributionen af en vaccine mod covid-19 kan begynde snart, og de personer, der har allermest brug for den, kan måske blive vaccineret inden jul.

Sådan lyder det mandag morgen fra den britiske premierminister, Boris Johnson.

– Vi har udsigt til en vaccine, som jeg håber, vi kan indlede distributionen af til dem, der virkelig har brug for det – måske allerede inden jul, siger han i en video, der er lagt på det sociale medie Twitter.

Boris Johnson er i de kommende 14 dage i isolation, fordi han har været i tæt kontakt med en person, der er smittet med coronavirus.

Han forsikrer dog briterne om, at han er helt frisk. Han tilføjer, at han sammen med regeringen gør alt for at bekæmpe udbruddet af coronavirus.

Samtidig sender han en opfordring til briterne om fortsat at følge sundhedsmyndighedernes råd.

– Jeg er fuldstændig sikker på, at vi kan vinde over denne sygdom, hvis vi står sammen. Glem ikke hænder, ansigt og afstand og bliv testet, hvis du har symptomer, siger Boris Johnson.

/ritzau/