Mexico runder en million smittetilfælde trods lav testrate

Mexico har det seneste døgn registreret 5860 nye tilfælde af coronavirus, hvilket bringer landets samlede antal smittetilfælde under pandemien over en million.

Det viser tal fra landets sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I alt har Mexico nu registreret 1.003.253 smittetilfælde under pandemien og 98.259 dødsfald.

Mexicanske sundhedsmyndigheder har tidligere sagt, at tallene formentlig er langt højere.

Det skyldes, at kun personer med alvorlige symptomer bliver testet. Under hele pandemien er 2,5 millioner test blevet gennemført, hvilket svarer til, at 1,9 procent af befolkningen er blevet testet, skriver nyhedsbureauet AP.

Den lave testrate gør det vanskeligt at opdage smittetilfælde, tidlige udbrud og asymptomatiske coronatilfælde.

Viceministeren for sundhed, der er ansvarlig for kampen mod coronavirus, Hugo López Gatell, har sagt, at mere udbredte test ville have været “spild af tid, kræfter og penge”.

Præsident Andres-Manuel López Obrador bærer næsten aldrig mundbind, og det samme er tilfældet for López-Gatell.

López-Gatell har sagt om mundbind, at de ikke beskytter os, men at de er nyttige til at beskytte andre mennesker, skriver AP.

/ritzau/