Etiopiske oprørere angriber Eritreas hovedstad med missiler

Mindst tre missiler blev lørdag aften affyret mod Eritreas hovedstad, Asmara, og landets internationale lufthavn.

Det oplyser fem diplomater i regionen.

To af raketterne skal have ramt lufthavnen i Asmara.

Søndag morgen tager lederen af den etiopiske Tigray-region, Debretsion Gebremichael, ansvaret for angrebet.

Tigray Folkets Befrielsesfront (TPLF), der sidder på magten i Tigray, har “på flere fronter” bekæmpet styrker fra Eritrea såvel som etiopiske regeringsstyrker over de seneste dage, siger han.

Det ser ud til at være en betydelig optrapning i den foreløbig 11 dage lange konflikt i udbryderregionen Tigray.

Tidligere har ledere i Tigray, der grænser op mod Eritrea, truet med at udføre angreb mod Eritrea.

Kommunikationskanalerne i både Tigray-regionen og Eritrea er meget ustabile. Derfor er det vanskeligt at få bekræftet oplysninger i den ophedede konflikt.

I de seneste uger har en væbnet konflikt raset mellem etiopiske regeringsstyrker og TPLF.

Lørdag morgen oplyste den etiopiske regering, at styrker i Tigray havde affyret raketter mod to byer i naboregionen Amhara.

Angrebet skal være sket sent fredag aften. Blandt andet blev en lufthavn også her beskadiget, oplyser regeringen.

Tigray-lederen Debretsion Gebremichael hævdede tirsdag, at Eritrea har sendt soldater ind i regionen for at bakke etiopiske soldater op.

Det afviste Eritreas udenrigsminister, Osman Saleh Mohammed.

– Vi er ikke en del af konflikten, sagde han tirsdag.

Eritrea og Etiopien underskrev en fredsaftale for to år siden. Men regeringen i Eritrea er fortsat fjendtligt indstillet over for ledelsen i Tigray-regionen på grund af dens rolle i krigen i 1998-2000.

Tusindvis af mennesker er flygtet fra konflikten i Tigray og ind i nabolandet Sudan.

/ritzau/Reuters