Bevæbnede mænd angriber bus i Etiopien og dræber mindst 34

Bevæbnede mænd har dræbt 34 mennesker under et angreb på en passagerbus i det vestlige Etiopien.

Etiopiens Menneskerettighedskommission siger i en erklæring, at “antallet af ofre, der lige nu er 34, sandsynligvis vil stige”.

Angrebet i det østafrikanske land fandt sted lørdag aften i regionen Benishangul-Gumuz. Bussen var fyldt med civile borgere.

Det sker på et tidspunkt, hvor de centrale myndigheder i hovedstaden Addis Abeba er fokuseret på et væbnet oprør i den nordlige del af landet.

Her er hæren sat ind mod den oprørske regering i regionen Tigray.

/ritzau/AFP